SAS har lanceret to eksklusive, direkte forbindelser mellem Skandinavien og Miami – en nyhed, der er blevet mødt med stor begejstring blandt rejsende. Allerede fra første afgang har belægningsprocenten været tæt på 100%, hvilket understreger destinationens popularitet.
Onsdag blev Oslo-Miami-ruten officielt indviet i Gardermoen Lufthavn, efterfulgt af åbningen af ruten fra København til Miami torsdag. Begge begivenheder blev fejret med amerikanske pandekager og kreative mocktails serveret i gaten, mens den ikoniske SAS-blå snor blev klippet til ære for de nye ruter.
"Vi har glædet os længe til at introducere Miami som destination. Vores kunder har taget ruterne til sig, og vi ser fyldte fly på de første afgange. SAS arbejder dedikeret på at tilbyde en førsteklasses og personlig rejseoplevelse, blandt andet med vores nyrenoverede kabiner, adgang til fast track, en prisvindende mobilapp og eksklusive lounges," udtaler Lars Sandahl Sørensen, operationel koncerndirektør i SAS.
Markedets stærkeste netværk til USA
SAS’ helårsruter til Miami International Airport betjenes af den avancerede Airbus 330-300 med opgraderet kabineindretning. Fra København kan du flyve tre gange om ugen – mandag, torsdag og lørdag – mens Oslo tilbyder fire ugentlige afgange – tirsdag, onsdag, fredag og søndag. Flyvetiderne er nøje tilpasset forbindelser fra både norske og øvrige skandinaviske lufthavne via Oslo samt fra resten af Norden og Nordeuropa via København.
Med introduktionen af Miami-forbindelserne tilbyder SAS nu hele 11 direkte ruter til USA, hvilket gør selskabet til én af de førende transatlantiske aktører i Nordeuropa. Ud over de to nye ruter har SAS også åbnet direkte forbindelser fra Stockholm til Los Angeles og fra København til Boston, og selskabet fortsætter med at udvide sit transatlantiske netværk for at imødekomme efterspørgslen blandt kvalitetsbevidste rejsende.
Afgangstider København-Miami
Fra København: Mandag, torsdag og lørdag afgår SK953 kl. 9.35 med ankomst i Miami kl. 13.50 lokal tid.
Fra Miami: Onsdag, fredag og søndag afgår SK954 kl. 15.50 med ankomst i København kl. 7.10 næste morgen.
Afgangstider Oslo-Miami
Fra Oslo: Tirsdag, onsdag, fredag og søndag afgår SK955 kl. 9.40 med ankomst i Miami kl. 13.50 lokal tid.
Fra Miami: Mandag, tirsdag, torsdag og lørdag afgår SK956 kl. 15.50 med ankomst i Oslo kl. 7.05 den følgende dag.