Forestil dig at tjekke ind på et femstjernet hotel, hvor det ikke kun er dig og din partner, der tager ophold – men også gæster fra en anden verden. Lige i tide til årets mørkeste måneder og Halloween, kan du opleve et ophold i særklasse, hvor luksus og overnaturlige oplevelser går hånd i hånd.
Tag på en uforglemmelig rejse med din udkårne og oplev et strejf af uhygge på nogle af klodens mest sofistikerede hoteller, som er kendt for deres elegante faciliteter – og deres spøgelsesagtige selskab. Her får du topklasse service, gourmetmad og overdådige rammer – men måske også et ekstra gys på værelset.
Vi har udvalgt seks af verdens mest eksklusive hoteller, hvor luksus og paranormale hændelser mødes. Tør du opleve natten side om side med mere end blot levende gæster?






The Langham Hotel, London, England
The Langham er et ikonisk hotel i London og har gennem mere end 150 år været kendt for både sin victorianske elegance og sine mange paranormale historier. Siden åbningen i 1865 har gæster og personale rapporteret om uforklarlige hændelser – især på værelse 333, hvor adskillige har set en ældre herre med hvidt hår og victoriansk påklædning.
The Langham: Londons mest eksklusive og hjemsøgte hotel
Hvis du ønsker et ophold i overdådig britisk stil og kan se charmen i ekstra selskab, tilbyder The Langham næsten 500 stilfulde værelser og suiter. Hotellets prisvindende Chuan Spa byder på en luksuriøs wellness-oplevelse med pool og moderne fitnesscenter. Restaurant Roux at The Landau serverer sublime franske retter i elegante omgivelser. Her får du klassisk luksus – og måske et møde med fortiden.
Grand Hyatt Taipei, Taiwan
- Grand Hyatt Taipei, der åbnede i 1990, har gennem årene fået ry for at være hjemsøgt – muligvis på grund af hotellets placering på et tidligere fængselsområde, hvor der under Anden Verdenskrig fandt tragiske begivenheder sted. Gæster har fortalt om mærkelige lyde fra tomme værelser og hvide skikkelser, der bevæger sig gennem korridorerne. For at skabe balance har hotellet samarbejdet med anerkendte Feng Shui-eksperter, hvilket har bidraget til en mere harmonisk atmosfære.
Bortset fra de paranormale rygter er hotellet blandt Taipeis absolutte topadresser, med hele ni restauranter og barer, der tilbyder alt fra moderne asiatisk til internationale gourmetoplevelser. Beliggenheden ved Xinyi-distriktet, tæt på Taipei 101, giver nem adgang til byens eksklusive shopping og underholdning. Gæster nyder døgnåbent fitness, opvarmet udendørs pool og førsteklasses konferencefaciliteter – alt sammen i luksuriøse rammer.
Taj Mahal Palace, Mumbai, Indien
Legenden siger, at hotellets oprindelige britiske arkitekt, W.A. Chambers, stadig vandrer gennem gangene i den ældste fløj. Chambers, kendt for sit øje for detaljer, blev efter sigende så skuffet over ændringerne i byggeriet under hans fravær, at han tragisk endte sit liv på hotellet. Mange gæster og ansatte har siden hævdet at have set hans skikkelse på femte sal.
Taj Mahal Palace er i dag et af Indiens mest eksklusive hoteller, med 560 luksuriøse værelser og 44 suiter, elegante restauranter og en smuk have. Hotellet har været vært for berømtheder som The Beatles, Bill Clinton og Prince Charles. Hvis du vil opleve et unikt ophold med både historisk og paranormalt islæt, bør du vælge den historiske fløj, hvor Chambers siges at vise sig.
Castle Leslie Estate Lodge, Glaslough, Irland
Castle Leslie Estate ligner et eventyrslot, men bag den romantiske facade gemmer sig et væld af myter og overnaturlige fortællinger. Gæster har rapporteret om en munk, der bevæger sig gennem balsalen, og både lyde og skygger af et grædende barn. I det berømte Mauve Room siges det, at Lady Constance, en tidligere beboer, stadig gør sin tilstedeværelse gældende.
Vælger du at bo her, venter blot 30 individuelt indrettede værelser i klassisk stil, en hyggelig restaurant og en loungebar med udsigt til den smukke natur. Der er solterrasse med grill, et moderne fitnessrum og et lille spa, hvor du kan forkæle dig selv med massage. Men vær ikke overrasket, hvis du mærker en ekstra hånd under behandlingen – Lady Constance er nysgerrig på hotellets gæster.
Ritz-Carlton New Orleans, Louisiana, USA
Selvom Ritz-Carlton New Orleans har forsøgt at undgå overtro ved at springe 13. etage og værelse 666 over, har det ikke holdt de paranormale fænomener væk. Ifølge professionelle spøgelsesjægere skulle en herre fra 1800-tallet fortsat vise sig på Club Level mellem kl. 4 og 6 om morgenen – især på kontoret, hvor han er blevet observeret som en skyggefuld skikkelse.
Hotellet ligger kun få blokke fra gravstedet for den legendariske voodoo-dronning Marie Laveau, som levede i New Orleans' franske kvarter i 1800-tallet. Spaen, opkaldt efter Marie Laveau, tilbyder unikke behandlinger som Voodoo Love Bath and Massage – og flere gæster har bemærket en kvindelig skygge i dampbadet. Måske er det Marie selv, der holder øje med sine gæster? Vi overlader det til de modige at undersøge nærmere.
Westin Excelsior Florence, Italien
Midt i det romantiske Firenze, hovedstad i Toscana, finder du det ikoniske Westin Excelsior – et hotel, hvor historie, luksus og mystik mødes. Værelse 152 er særligt berygtet blandt paranormal-entusiaster: mystiske skygger, uforklarlige stemmer og genstande, der flytter sig, er blot nogle af de fænomener, gæster har oplevet.
Hjemsøgt eller ej, så har hotellet huset prominente gæster som Bill Clinton og Tom Cruise, og dets beliggenhed ved Piazza Ognissanti er intet mindre end spektakulær. Med døgnåbent fitness, fire restauranter og barer – herunder den berømte Sesto on Arno med udsigt over byens tage – indbyder Westin Excelsior til et ophold i sublim luksus. Måske får du også et ekstra besøg, hvis du vælger værelse 152.
Er du klar til at bestille din næste unikke hoteloplevelse? Find flere inspirerende luksushoteller i vores hotelsektion.